Åbningsceremoni
Den 27. juli er en af de datoer jeg har glædet mig mest til på det sidste, grundet den store åbningsceremoni. De andre tre ryttere, kimi og jeg blev hentet i Windsor om eftermiddagen for at blive bragt ind i hjertet af London. Første store oplevelse kom, da vi blev indkvarteret i OL byen. Det er så vildt at gå rundt i en bydel sammen med sportsstjerner fra hele verden. Det er sjovt, hvordan man kan se, hvilken sportsgren en udøver dyrker på hans eller hendes fysik. Her er det især basketball spillerne som virkelig skiller sig ud, hvor mændene er langt over to meter. Samtidig er der mange udøvere som har meget karisma og man kan nærmest fornemme, hvor meget alle brænder for deres sport. Helt utroligt.
Efter indkvartering i nogle udemærkede værelser, gik vi over i den store spisesal. Den er større end Hovedbanegården i grundareal, vil jeg tro, og overalt er der opstillet borde og stole. Danskerne har fast mødested i den ene ende af hallen, så vi kan lære hinanden at kende. Hele vejen rundt i kanten af hallen kan man få alt slags mad og der er døgnåbent. Således er der mad fra alle kontinenter, så lige meget hvad tror jeg ikke, at vi når at blive trætte af maden. Efter vores aftensmad tog vi tilbage på værelserne og hoppede i tøjet, for derefter at mødes ude foran med resten af danskerne.
Cirka to timer inden vi skulle ind begyndte vi at gå hen imod stadion. På vejen stod der engelske skolebørn og klappede, sang og heppede med oplyste jordkloder i hænderne. Stemningen var helt speciel og jeg havde gåsehud i tyve minutter i træk. Mens vi ventede var der rig mulighed for at tale med de andre danskere og lære hinanden lidt at kende. Mange deltog dog ikke, fordi de skulle i konkurrence umiddelbart efter, desværre.
Så kom tidspunktet, hvor vi skulle træde ind på stadion. Jeg husker, at jeg tænkte: ”Det er det her du har ventet på hele dit liv, nyd det!” og samtidig er det fantastisk at vide, at alle jer derhjemme sidder bag skærmen og bakker op. Helt vild oplevelse at gå ind og vinke til resten af verden til tonerne af Adele. Efter ceremonien kørte vi i bus tilbage til rostadion som ligger tæt på Windsor. Jeg tror vi var hjemme ved tre-tiden. Sikken en dag.
Efter indkvartering i nogle udemærkede værelser, gik vi over i den store spisesal. Den er større end Hovedbanegården i grundareal, vil jeg tro, og overalt er der opstillet borde og stole. Danskerne har fast mødested i den ene ende af hallen, så vi kan lære hinanden at kende. Hele vejen rundt i kanten af hallen kan man få alt slags mad og der er døgnåbent. Således er der mad fra alle kontinenter, så lige meget hvad tror jeg ikke, at vi når at blive trætte af maden. Efter vores aftensmad tog vi tilbage på værelserne og hoppede i tøjet, for derefter at mødes ude foran med resten af danskerne.
Cirka to timer inden vi skulle ind begyndte vi at gå hen imod stadion. På vejen stod der engelske skolebørn og klappede, sang og heppede med oplyste jordkloder i hænderne. Stemningen var helt speciel og jeg havde gåsehud i tyve minutter i træk. Mens vi ventede var der rig mulighed for at tale med de andre danskere og lære hinanden lidt at kende. Mange deltog dog ikke, fordi de skulle i konkurrence umiddelbart efter, desværre.
Så kom tidspunktet, hvor vi skulle træde ind på stadion. Jeg husker, at jeg tænkte: ”Det er det her du har ventet på hele dit liv, nyd det!” og samtidig er det fantastisk at vide, at alle jer derhjemme sidder bag skærmen og bakker op. Helt vild oplevelse at gå ind og vinke til resten af verden til tonerne af Adele. Efter ceremonien kørte vi i bus tilbage til rostadion som ligger tæt på Windsor. Jeg tror vi var hjemme ved tre-tiden. Sikken en dag.
Danmarks Kim Wraee Knudsen bære flaget under åbningsceremonien.
Jeg husker, at jeg tænkte:
”Det er det her du har ventet på hele dit liv, nyd det!”
Her er vi så, med holdleder Kimi under åbningsceremonien