Et efterår i specialets tegn
Sideløbende med min ridning har jeg valgt at tage en uddannelse på Copenhagen Business School som tager fem år, en Cand.merc.HRM. Jeg påbegyndte min universitetsuddannelse i 2007 og bestod min sidste eksamen seks dage efter OL i august. Dermed mangler jeg kun min afsluttende opgave på kandidaten, Specialet, som jeg har været i gang med siden september.
Dét jeg altid har fundet interessant i mine studier er motivationsteori. Hvad det er der motiverer os til at gå på arbejde, hvad er det der gør, at man kan brænde inderligt for et arbejde? Og ligeså vigtigt, hvordan leder man de medarbejdere som brænder for deres job, på en sådan måde, at de bliver ved med det. Spørgsmål som disse har ført til, at jeg idag skriver Speciale om motivation og ledelse med min specialemakker Laura Siercke. Vi er stadig i den indledende fase med indsamling empiri, og det er helt vildt spændende, udfordrende og inspirerende. Da vi håber at kunne aflevere i januar måned, har det betydet, at jeg nu skruer ned for stævnerne, så jeg har en mere rutinepræget hverdag med træning om formiddagen og Speciale om eftermiddagen. Derfor rider Nørden og jeg ikke flere stævner i år. Han har gjort det flot i 2012, så jeg synes pausen er velfortjent. |
Jeg har i den grad nydt kontrasten til ridningen, når jeg har tilbragt tid på CBS. Det at jeg har haft to verdener at gå op i, har gjort, at jeg altid glæder mig til min træning med hestene.
|