Hverdagen i OL-byen
Der er tænkt over alle former for logistik når et OL stables på benene, og London har virkelig forberedt sig godt på det store indryk af mennesker. Det kommer også til udtryk når man ser hverdagen i OL-byen.
For det første er spisesalen altid åben, så lige meget hvor tidligt eller sent man skal træner, er der altid mulighed for at "gå i køleskabet". Hvis man skulle få lyst til en bøf til morgenmad, så er der også mulighed for det, men jeg har dog holdt mig til de lidt mere normale morgenmadsrutiner. Ved indgangen til salen skal man checke sin taske ind. Der står mange hjælpere klar, så det tager to sekunder, og så får man et gummiarmbånd med nummer på, som man så afleverer igen efter spisning. Selvom Bestseller har sponsoreret toi hele kufferter med tøj, så løber man faktisk tør på et tidspunkt, fordi vi også går i stalden i det meste af tøjet. Dette er der også tænkt på, hvorfor der er indrettet vaskeri i kælderen på huset, hvor man får scannet sin akkreditering og blot skal vise denne fem timer efter, når tøjet afhentes. Smart. Transporten til og fra byen sker med en shuttlebus, som kører hver halve time. Udenfor byen holder 10-20 busser, hvor de forskellige sportgrenes logoer er afbilledet på skilte. Igen super nemt og simpelt tænkt, men det fungerer. I byen er der selvfølgelig tung trafik, men der er lavet specielle olympic lanes, hvor kun OL biler må køre, så det letter transporten en del. Alt i alt efterlader London 2012 et indtryk af, at der var tænkt på alt i forberedelserne, hvorfor det hele fungerer godt nu. |
Plakaten ved indgangen til elevatoren er nyttig, hvis man et kort øjeblik bliver i tvivl om navnene på de andre. Det sker ikke sjældent at jeg lige må tage et hurtigt kig.
|