Nørden igen inviteret til Qatar
I slutningen af januar fik jeg den dejlige nyhed, at Nørden og jeg igen er inviteret til det prestigefyldte og stjernespækkede stævne i Qatar. Jeg har tre gange før deltaget i stævnet og det har været nogle af mine bedste starter med Nørden, så det er en stor glæde at få lov til at få chancen igen. Vinteren har stået på en længere stævnepause for Nørden, hvor jeg har trænet meget fokuseret med Susanne samt deltaget i træningssamlinger i Middelfart med Zeilinger, for at få Nørden og jeg endnu skarpere samt forbedre vores svage sider. Jeg er derfor spændt på at se om de mange måneders træning har båret frugt når vi igen sættes i en konkurrencesituation. Inden stævnet vil jeg løbende fortælle om mine forberedelser her på hjemmesiden og fra den 29. februar rapporterer jeg fra min tur til mellemøsten.